Foredrag med skuespiller Esben Dalgaard den 15.03.23
91 havde tilmeldt sig til foredraget.
Jytte bød velkommen og vi startede med at synge ”Livstræet”
Herefter gav Jytte ordet til Esben.
Han startede med at fortælle om sin barndom og opvækst i Vejle, sammen med broderen.
Vi hørte om hans ungdomsår og ægteskabet med hans første kone, hvor de fik en datter. Esben fortalte om sin uddannelse til skuespiller på Odense Teater.
En skilsmisse var dog uundgåelig, men senere mødte han sin nuværende kone Charlotte med hende fik han endnu en datter.
Han fortalte som sin kræftsygdom med modermærkekræft, som han blev behandlet for.
I 2012 blev han erklæret kræftfri, han mærkede intet til den i årevis indtil 2021, hvor kræften vendte tilbage.
Han gik til læge, men fik i første omgang besked på, at der ikke var noget, skulle komme igen efter 3 uger. Da han så kom til lægen, var sagen pludselig dybt alvorlig, lægen var ikke i tvivl, og han blev sendt videre i systemet.
Første gang på sygehuset, hvor han skulle have besked, var hustruen dårlig med mavesmerter, opkastning og kvalme, så han tog alene afsted - det viste sig, at han havde uhelbredelig kræft i stadie 4. Han tog hjem og fortalte det til familien.
Hele familien græd 2 uger i træk, men en dag sad Esben og Charlotte i køkkenet og kikkede på hinanden. – det var slet ikke til at holde ud. Der tog de en beslutning. Kræften måtte ikke få lov at fylde 95% af deres liv, der var nødt til at vokse noget positivt ud af situationen.
Siden har han været alene til alle kontrollerne - han optager så samtalerne på sin telefon, og kan så fordøje beskederne selv, inden han giver det videre til familien.
De har fundet ud af, at for dem fungerer det bedst på denne måde.
Esben har fået immunterapi for sin kræftsygdom, som har bredt sig til vitale organer.
Den yngste datter er nok den, der har været hårdest ramt af faderens sygdom, men som familie takler de det sammen og med åbenhed.
Esben fortæller også, hvordan han ofte, når han sidder i bilen, bryder sammen i gråd.
Esben har i øjeblikket pause med immunterapien – da den ikke kan gives livslang.
Han er i fuldt arbejde og har ikke haft én sygedag.
Som bivirkning til behandlingen har Esben mistet al pigment, derfor er hans hår, skæg m.m. helt hvidt.
Esben spiller med i en del film og han er rundt til filmoptagelser. Esben holder også en del foredrag rundt i landet.
Familien samarbejder med Kræftens Bekæmpelse.
Herefter var der kaffepause med kringle.
Efter pausen god tid til spørgsmål og der måtte spørges om alt.
Det var en rigtig god aften – Esben er et levende bevis på, at man også kan få noget godt ud af så alvorlig en sygdom, som kræft nu er. For ham og familien er åbenhed en selvfølge og de har lært at nyde nuet og de små ting i tilværelsen.
Vi sluttede aftenen af med at synge ”Lyse nætter”.
Onsdag d. 2. oktober 2024 Foredragsaften ved Vibeke Grønskov
FRIVILLIGCENTER IKAST-BRANDE
38 Aktive Kvinder var forsamlet i Aktivcenteret i Norgesgade.
Vi startede aftenen med at synge ”Barndommens land.” Derefter fik Vibeke Grønskov ordet.
Vibeke fortalte om Frivilligcenteret, som har til huse i Møllegade 16, om hvordan det er opstået i Ikast-Brande Kommune. I Danmark findes der 70 frivilligcentre rundt omkring i landet. Frivilligcentrenes indsatser varierer fra by til by, men fælles for alle frivilligcentre er, at de er selvstændige instanser, som yder konsulentbistand for de frivillige i lokalmiljøet.
Vibeke er ansat som daglig leder af Frivilligcenteret Ikast-Brande. Centeret har en bestyrelse på 7 personer.
I frivilligcenteret finder du
Selvhjælpsgrupper
Ungerum
Hjælp til samarbejde og brobygning
Sparring, rådgivning og vejledning
Og meget mere….
Det var en interessant aften, hvor Vibeke kom omkring mange ting.
I kaffepausen fik vi muffins.
Vi sluttede aftenen med t synge ”Nu er jord og himmel stille”
En hyggelig aften, hvor der også var tid til snak....